Et postkort fra vor Herre.

Hvem har ikke gjort sig tanker om, hvordan der ser ud i Paradisets have?

Den enes forestilling kan være lige så god som den andens. De, der er gået i forvejen, er ikke vendt tilbage med besked. Vi må tage fantasien i brug, og den er jo trods alt begrænset af, at vi kun kender til livet her på jorden.

En solskinsmorgen i maj så jeg en lille pige gå i haven for at fylde vand i fuglebadet. Hun havde slet ikke haft tid til at klæde sig ordentligt på; i nattøj og gummistøvler var hun blevet lokket udenfor af fuglenes sang, af paradisæbletræets nys udsprungne blomster og af det grønne løv, der blinkede og vinkede i solskinnet. - Mor, sagde hun, det her må være Paradis!

Når foråret først for alvor tager fat, bøgeskoven springer ud, alting dufter lysegrønt af græs, syrenerne lægger farve på hegnene langs markerne, solsortene synger, duerne kurrer, og vi mærker solens varme glød på vores vintertrætte hud, så må det være en hilsen fra vor Herre, et lille glimt af Paradis, et postkort fra en evig sommer.

Bag et til tider ugennemtrængeligt slør af sorg, sygdom og længsel er foråret et varsel om det, der venter os: et vidunderligt Paradis.

Vi oplever ind imellem øjeblikke, hvor vi beruses af lykke, hvor vi glemmer sorger og bekymringer, hvor smerte og ængstelse slipper taget i os, hvor alt er godt og smukt. Skabelsens ubegribelige skønhed kan ramme os så pludseligt som et lyn fra en skyfri himmel.

Vi lever i troen og håbet på, at der findes et sted, hvor alt ånder fred, hvor alt er lyst og smukt, og hvor vi som det legende barn slet ikke bemærker, at tiden går. Biblens beretning om Paradisets have har i vores bevidsthed sået et frø, der næres af de korte glimt af lykke, vi indimellem får lov at opleve.

Adam og Eva blev forvist fra Edens have, fordi de havde spist af kundskabens træ, fordi de nu kunne kende godt fra ondt. Af Gud blev Adam dømt til at spise sit brød i sit ansigts sved og Eva til at føde sine børn i smerte. Det er arvesynden, der er gået videre til os, alle Adam og Evas efterkommere.

Som Adam og Eva skal vi også dø en dag. Og som Adam og Eva formodentlig længtes tilbage til paradiset, hjem til Edens have, kender også vi en længsel efter dette sted.

Det forunderlige er, at vi stadig kan samle bær og svampe i skove og krat, plukke blomster i grøfter og vejkanter, fange fisk i fjorde og bælter. Ja, vi høster, hvor vi ikke har sået, vi samler, hvor vi ikke har spredt. Med sit skaberværk lader Gud os se en flig af Paradis. Det er et varsel. Da han lod sin søn, Jesus, dø på korset for vores skyld og lod ham genopstå til evigt liv, gav han os et løfte. For han løste os fra syndens bånd og åbnede Gudsrigets porte på ny.

Se på himlens fugle, siger Jesus et sted. ”De sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske Fader give dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer om klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”. (Matt. 6,26-34)

Bekymringer og plagerhører jordelivet til. Men som kristne holder vi dem i ave med troen på et Paradis. Det sted, hvor livet og lyset kommer fra, og hvor døden ikke har magt. Når vi oplever øjeblikke af lykke, er det, som om Paradisets kyster smiler til os, som om, at vi får et kig ind i Edens Have.

Når bekymringer melder sig og griber den ene hånd, så skal vi gribe ud efter Gud med den anden. Minde os selv om Guds løfte, som vi fik i dåben, om at han vil være med os til alle tider. Vor Herre, som har hele verden i sin hånd, som satte regnbuen på himlen som tegn på pagten mellem Ham og os mennesker, Han sendte sin søn ind midt i verden for at fortælle os, at Han står ved sit ord.

Jesus bragte ikke Paradiset ned på jorden. Her hører sorg og ulykke stadig til dagens orden. Men Jesus bragte sit offer på korset for, at vi igen kunne gøre os håb om et liv i Paradis.

Hvis sorger og bekymringer tager magten fra os, ser vi slet ikke alt det skønne og smukke,som også findes; æbletræer i blomst, morild i vandet, lysende stjernerne på nattehimlen og alt det andet, der skal minde os om det, der venter os på den anden side. Når vi går ud i haven efter en lang og grå vinter og ser, at skaberværket grønnes, at fuglene synger, insekterne summer, og at det store, blå himmelsejl er spændt ud hele horisonten rundt, så har vi igen fået postkort fra vor Herre.

                                                                                                                                                                                                 Af sognepræst Rikke Graff

Prædiken til Kristi himmelfartsdag 2020 af sognepræst Rikke Graff

Vadehavet

Vadehavet er noget helt specielt, skriver forfatteren bag en ny bog om det unikke område, for det er her man for alvor møder den uafklarede overgang mellem havet og landet.

Som vadehavet syner ét og så igen noget andet og alligevel forbliver det samme, sådan er også Kristi nærvær på én og samme tid foranderligt og vedvarende. Han er sig selv, og dog er han ét med Faderen.

Han var her, så var han her ikke mere, så vendte han tilbage hertil. Han genopstod.

Nå der er ebbe, er det svært at forestille sig, at der igen skal blive flod. Ligesom det kan være svært, når man er mæt at forestille sig, at man kan blive sulten igen.

I dag på Kristi himmelfartsdag, hvor den opstande Kristus er faret til himmels, er det som at stå over for den uafklarede overgang mellem hav og land. Det er hverken ebbe eller flod.

I uvisheden om fremtiden, denne uafklarede overgang, som minder påfaldende meget om de overgange, vi ind imellem befinder os i her i tilværelsen, er der intet vi kan stille op. Vi må besinde os på det, der vil komme. Vi må indrette os efter livets overgange, både de store og de små.

Og sådan må disciplene nu indrette sig. Jesus Kristus er ikke længere hos dem. Som tidevandet, der har efterladt havbunden tør og tilsyneladende livløs, er han ude af syne.

Vadehavet gennemskæres af et system af render, der ved ebbe leder vandet ud i havet. Herved blotlægges havbunden for seks timer senere igen at blive overskyllet af tidevandet. Det, som man ikke ser med det blotte øje, når man skuer ud over den øde havbund med aftryk af bølgernes bevægelser, er den livgivende næring, som havet bragte med sig ind, da der var flod.

Vadehavet er altså et gigantisk spisekammer. Det ved også fuglene, som finder føde her på deres træk mellem nordlige og sydlige himmelstrøg.

Jesu liv og ord og barmhjertighed forvandlede den kolde, golde jord til et hav af næring.

Jesus Kristus er ikke længere på jorden, han er ikke længere til at få øje på. Og alligevel, så er han her. Han er her gennem den kærlighedens overflod, han bragte med sig ind i verden, og som vi kan leve af til evig tid.

Der findes mennesker, der taler vadehavssprog. De bruger uden at tøve ord som banker, bunddyr, diger, dyb, ebbe, faskiner, flod, grøbling, høfde, kog, klæg, klæggrav, lå, marsk, priler, slik, slikgårde, springflod, tidevand, vaderne og værft.

Også Kristus gav os et sprog. Vi har vænnet os til ord som frelse, forsoning, overbærenhed, ydmyghed, medmenneskelighed, syndsforladelse, fjendekærlighed, nåde og barmhjertighed, selvom vi ikke altid kan lodde dybden af disse ords betydning. Kristus gav os imidlertid ikke kun et nyt sprog; Han gav os Ånd, pagt, helligelse, bøn og betingelsesløs kærlighed. Alt det, som disciplene blev sendt ud i verden for at vise og åbenbare, og som også vi kristne søstre og brødre er bestemt til at gøre det. Vi skal vidne om det liv, der blev bragt til os gennem dåbens vand.

Som vi er velsignede, skal vi bringe velsignelsen videre. Hver især skal vi vise denne verden, at det, som kan synes som et vadehav, en uafklaret overgang, i virkeligheden kan vise sig at være mere, end det ser ud til.

Han var her. Han er her ikke længere, og alligevel så findes han i Ånden. Og når tiden er inde, på den yderste dag, vender han tilbage som havet, der vender tilbage til kysten og bringer ny næring og nyt liv og får jorden til at løfte sig mod himmelen.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Lukasevangeliet 24,46-53