LANDETS KIRKER ER IGEN ÅBNE FOR GUDSTJENSETER.

HØJMESSE I SØNDERBY KIRKE, SØNDAG D.24.MAJ KL.10.30

Prædiken til 5.søndag efter påske 2020 af sognepræst Rikke Graff

”Jokka”

Kender du ”Jokka”? Det er et spil, der kræver en håndfuld finner, mindst en flaske sprit og en kniv til hver. I al sin enkelhed går spillet ud på, at deltagerne sætter sig i en rundkreds og drikker spritten, hvorefter lyset slukkes og alle kaster deres kniv. Den kniven rammer, ja, han er ”Jokka”.

”Jokka”, som Eddie Skoller i sin tid introducerede os for, illustrerer en helt igennem absurd situation. På trods af – eller netop på grund af – absurditeten kan denne påståede finske selskabsleg minde påfaldende meget om det helt store spil, vi kalder tilværelsen. Vi rager ind imellem, nærmest sanseløse, rundt i mørket og ved ikke, hvornår vi skal dukke os for skæbnen, der når som helst kan komme ramme os som en kniv kastet gennem luften.

Vilkårligheden, der hersker i livet, kan virke lige så skræmmende som kombinationen af en flok fulde finner, der kaster knive i mørke. At der er et klart skel mellem denne verden med al dens tilfældighed og det Guds rige, som Jesus åbenbarer, forstår vi på den bøn, Jesus beder i dagens evangelietekst. Jesus ved, at han skal dø, og teksten, vi læser i dag, er en del af hans afskedstale.

Jesus går i forbøn for sine disciple, de mennesker, som sætter deres lid til ham, og som følger ham. Jesus er så gennemført i sin kærlighed, at han alene har sine medmennesker for øje. Han beder ikke for sig selv, men beder for os, Guds menneskebørn: ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi”.

Jesu bøn, hans liv, død og opstandelse ændrer ikke ved, at vort liv fra det ene øjeblik til det andet kan blive omvæltet. Det ændrer ikke ved, at vi ind imellem mærker angsten og frygten for at gå til grunde. Men når ulykken rammer, giver troen på Kristus os noget at gribe ud efter og holde fast ved. Et løfte om et rige, hvor døden ikke findes, heller ikke den stille død, som vi oplever, når vi bliver såret og forladt.

Jesus åbenbarer et rige, hvor kærligheden råder. En virkelighed, hvor det gode sejrer over det onde, hvor misforståelser og adskillelse og afstand mellem os overvindes. I den tid, han er her på jorden, i en verden, som til tider mest af alt minder om et spil ”Jokka”, tænder Jesus lyset, fjerner spritten og beder folk om at lægge knivene fra sig.

Jesus gør sig klar til at forlade denne verden, men han forlader den ikke, som han fandt den. Han har bragt troens klarsyn ind i verden. Det syn, hvor vi altid må have kærligheden for øje. Kærligheden tror alt, håber alt, udholder alt, lyder det. Det er ikke altid, at vi selv kan leve op til den kærlighed, men det kan Gud, for den kommer fra ham. Jesus Kristus åbenbarer kærlighedens sande væsen. Den som fandtes før vi blev til. Den kærlighed som Kristus kommer fra og er ét med, og som var i begyndelsen.

Kærligheden findes, fordi Gud findes. At tro det er ikke overtro, men tro. Og i troen på Kristus er vi ikke overladt til at tumle sanseløst berusede rundt i et mørkt rum, indtil der er en, der kaster en kniv, og festen slutter. Hvor blindhed, uvidenhed og overtro i hedenskabens tid var festens tema, inviterer Jesus os til fest i kærligheden, klarsynet og sandhedens navn.

Uanset hvad der sker, så er Guds historie flettet sammen med vores. Ved kors, død og opstandelse, skal vi få del i det evige liv i kærlighedens navn.

Disciplene må give slip på Jesus, for Han går mod Golgatha, men de bærer Guds ånd og kærlighed i sig, og derfor skal de i en anden forstand aldrig give slip på Ham.

Som Lazarus rejste sig fra de døde på Guds ord, sådan skal vi rejse os, når vi bliver ramt og falder til jorden.

Det skal stå klart, og da er der håb, selv for ”Jokka”.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Johannesevangeliet 17,1-11