Det er i faldet, vi mærker kroppen og vor frie vilje.
I en tid, hvor man kan have svært ved at finde ud af, hvad man skal gribe og gøre i, er der mange, der griber en bog. Det viser i hvert fald salgstallene fra bogindustrien. Vi har brug for at spejle os i andres måder at håndtere sejre, nederlag, kampe og fald. Og måske særligt bøger og biografier, som beskriver smerten og faldet, vækker vor interesse. Det er som om, der er et umætteligt marked. Vi bliver ved med at ville læse Goethes Den unge Werthers lidelser i et utal af variationer, ja, lad os bare kalde dem for mutationer.
For nylig slog det mig: hvorfor? Jeg tror, vi kredser om smerten og den krakelerede overflade, fordi det er i faldet, vi mærker vor krop og frie vilje.
Det er i faldet, at vi for alvor lærer os selv at kende. Og det er her, vi kommer tættere på os selv og på Gud, hvis vi tør, vil og kan tro.
Præcis som det første menneske Adam lærte sig selv at kende gennem syndefaldet, sådan lærer vi os selv at kende, når vi må give slip på den forestilling vi har om os selv, som ham eller hende, der som sit eget livs arkitekt evner at bygge helt ind i himmelen, som de forsøgte det i Babylon.
Når vi indser, at det ikke kun er de andre, der kan falde, men at vi også selv kan falde, så vil det vise sig, hvem vi er. Det er i nederlaget der er noget at hente. Her hvor vi dybest set ikke har andre at forlade os på end Vor Herre, ja måske det for mange af os først er i faldet, at vi erfarer, at Gud åbenbarer sig for os.
I søndagens evangelietekst er vi til bryllup i Kana. Vinen er sluppet op, og Jesu mor siger til Jesus: De har ikke mere vin. Med andre ord; festen er forbi. Det er slut. Men fordi Maria går til Jesus, får det, som så ud til at være slut, nu en ny begyndelse, ja faktisk nyt liv. Fordi de gjorde, som Jesus sagde og fulgte hans forskrifter og troede ham, kom der nyt liv til bryllupsfesten. Jesus gør vand til vin, og skafferen undrer sig endda over, at den gode vin er gemt til sidst.
Det er, når noget går skævt, når noget ikke falder ud som forventet, eller bliver som frygtet, vi lærer os selv at kende. Hvem tyr vi til ? Det er i faldet, vi mærker kroppen og vor frie vilje.
Jesu vilje er Guds vilje, og derfor er ethvert fald i troen på Kristus aldrig et fald til forfald eller fortabelse. Festen, som tilsyneladende var slut, ser med Kristus som omdrejningspunkt, en ny begyndelse.
Det som før var vand, bliver til vin og hermed genkaldes et hav af billeder på de undere og tegn Jesus gjorde; Den lamme sætter han i bevægelse, den blinde ser, den døve hører, han som var såret og ødelagt bliver forbundet og helet, det liv som døden havde taget, da Martha og Marias mistede deres bror, Lazarus, tog Guds søn tilbage, alt sammen som tegn på, at det som døden sætter et punktum for, skal i troen på Kristus vækkes til live.
I faldet lærer vi os selv at kende og vi mærker om troen på Kristus er stærk eller svag eller måske endda helt fraværende.
Det er så forunderligt at vi bliver nødt til at læse om det igen og igen i alle mulige facetter og nuancer, hvor vi læser os selv med ind i hovedpersonernes situationen og måske i baghovedet overvejer, hvordan vi selv ville reagere, hvis vi var den unge Werther, som forspildte sit liv, fordi han satte sin lid til den jordiske kærlighed alene og ikke den himmelske og derfor valgte døden. Hvis vi var Tom Kristensens hovedperson i Hærværk, der lige så desillusioneret drikker sig ihjel, fordi heller ikke han ser sig forbundet med Gud eller et menneske som kan hjælpe ham, eller Martin A. Hansens Løgneren, som står på afstand af livet og lader forfængeligheden regere. Hvis vi var hovedpersonen i Faldet af Camus, der forfølges af sin samvittighed, fordi han burde have hjulpet et andet menneske, men undlod at gøre det. Og så er der Bibelen, som ethvert menneske bør række ud efter, med Det Nye Testamente og hovedpersonen Jesus Kristus, som i hver eneste bevægelse han gør, fortæller os, at uanset hvordan vi falder, så griber han os, selv når vi ikke har den fjerneste idé om, hvor vi lander.
Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet.
Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«
Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«
Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.
Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.«
Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.«
Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham:
»Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«
Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Joh 2,1-11
AMEN