Prædiken til Kristi himmelfartsdag 2020 af sognepræst Rikke Graff
Vadehavet
Vadehavet er noget helt specielt, skriver forfatteren bag en ny bog om det unikke område, for det er her man for alvor møder den uafklarede overgang mellem havet og landet.
Som vadehavet syner ét og så igen noget andet og alligevel forbliver det samme, sådan er også Kristi nærvær på én og samme tid foranderligt og vedvarende. Han er sig selv, og dog er han ét med Faderen.
Han var her, så var han her ikke mere, så vendte han tilbage hertil. Han genopstod.
Nå der er ebbe, er det svært at forestille sig, at der igen skal blive flod. Ligesom det kan være svært, når man er mæt at forestille sig, at man kan blive sulten igen.
I dag på Kristi himmelfartsdag, hvor den opstande Kristus er faret til himmels, er det som at stå over for den uafklarede overgang mellem hav og land. Det er hverken ebbe eller flod.
I uvisheden om fremtiden, denne uafklarede overgang, som minder påfaldende meget om de overgange, vi ind imellem befinder os i her i tilværelsen, er der intet vi kan stille op. Vi må besinde os på det, der vil komme. Vi må indrette os efter livets overgange, både de store og de små.
Og sådan må disciplene nu indrette sig. Jesus Kristus er ikke længere hos dem. Som tidevandet, der har efterladt havbunden tør og tilsyneladende livløs, er han ude af syne.
Vadehavet gennemskæres af et system af render, der ved ebbe leder vandet ud i havet. Herved blotlægges havbunden for seks timer senere igen at blive overskyllet af tidevandet. Det, som man ikke ser med det blotte øje, når man skuer ud over den øde havbund med aftryk af bølgernes bevægelser, er den livgivende næring, som havet bragte med sig ind, da der var flod.
Vadehavet er altså et gigantisk spisekammer. Det ved også fuglene, som finder føde her på deres træk mellem nordlige og sydlige himmelstrøg.
Jesu liv og ord og barmhjertighed forvandlede den kolde, golde jord til et hav af næring.
Jesus Kristus er ikke længere på jorden, han er ikke længere til at få øje på. Og alligevel, så er han her. Han er her gennem den kærlighedens overflod, han bragte med sig ind i verden, og som vi kan leve af til evig tid.
Der findes mennesker, der taler vadehavssprog. De bruger uden at tøve ord som banker, bunddyr, diger, dyb, ebbe, faskiner, flod, grøbling, høfde, kog, klæg, klæggrav, lå, marsk, priler, slik, slikgårde, springflod, tidevand, vaderne og værft.
Også Kristus gav os et sprog. Vi har vænnet os til ord som frelse, forsoning, overbærenhed, ydmyghed, medmenneskelighed, syndsforladelse, fjendekærlighed, nåde og barmhjertighed, selvom vi ikke altid kan lodde dybden af disse ords betydning. Kristus gav os imidlertid ikke kun et nyt sprog; Han gav os Ånd, pagt, helligelse, bøn og betingelsesløs kærlighed. Alt det, som disciplene blev sendt ud i verden for at vise og åbenbare, og som også vi kristne søstre og brødre er bestemt til at gøre det. Vi skal vidne om det liv, der blev bragt til os gennem dåbens vand.
Som vi er velsignede, skal vi bringe velsignelsen videre. Hver især skal vi vise denne verden, at det, som kan synes som et vadehav, en uafklaret overgang, i virkeligheden kan vise sig at være mere, end det ser ud til.
Han var her. Han er her ikke længere, og alligevel så findes han i Ånden. Og når tiden er inde, på den yderste dag, vender han tilbage som havet, der vender tilbage til kysten og bringer ny næring og nyt liv og får jorden til at løfte sig mod himmelen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
