• Velkommen til Sønderby og Kærum kirker, to klassiske danske middelalderkirker, placeret i smukke omgivelser lidt uden for Assens på Fyn.

  • Velkommen til Sønderby og Kærum kirker, to klassiske danske middelalderkirker, placeret i smukke omgivelser lidt uden for Assens på Fyn.

Seneste nyt

  • DET ER SIKKERT OG VIST

    Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

    Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21

    Amen

    I Hebræerbrevet skriver Paulus et sted om et rige, der ikke kan rystes. Et rige, som står i modsætning til det, vi kender så godt fra vores jordiske tilværelse. For her i denne verdens riger, både de store riger og de små, kender vi til rystelserne. Her har vi hvert vort eget lille rige, vort hjem, familie, vor lille kreds, arbejdsplads, her kan alt let rystes, blive rystet i tusinde stykker. En bilulykke, en fallit, en skilsmisse, et uventet dødsfald, og vort rige, som vi kender det, bliver aldrig, som det var. For nogle af os har året, som er gået, bragt en eller flere af de helt store rystelser, mens de fleste af os har erfaret de små, som pandemien førte med sig, måske en rystelse i egen grundvold, en opmærksomhed mod menneskets skrøbelighed.

    Ved nytårstid tænker man ganske naturligt på at riger rystes, og på alle tings omskiftelighed. Og man spekulerer på det besynderlige, som vi kalder tiden. Måske vi mærker et stik af vemod, den følelse som har rødder i fornemmelsen af tomhed og ensomhed. Det er, hvad den ene af de to snobber fra Drs satireprogram rytteriet oplever. De fleste af os kender dem; Fritz og Poul fra Nordsjælland. De to herrer som fylder tilværelsen med dyr rødvin, lækker mad og au pairs. I et radioprogram kunne man for nylig høre, hvordan den ene, Poul, føler en vis tomhed indeni. Det fornøjer ham ikke længere at fylde sig med berusende væsker, og den vante adfærd med de ekstravagante adspredelser er jo på grund af coronaen slet ikke mulig for tiden. Han kan ikke bare rejse væk, og selskabeligheden ude i byen og blandt venner er også indstillet. Vores karakter, Poul, følte sig tom og trist og tænkte, at han ville søge kirken. Det førte til at hans gode ven, Fritz søgte på google: han skrev Jesus og kirke og op poppede Jesuskirken i Valby. De besluttede sig derfor for at besøge kirken og en af sognepræsterne der.

    Som lytter hører man, hvordan Bryggeren Carl Jacobsen donerede sine penge til opførelse af denne kirke, altså ikke de penge, som var tjent på øl, men på sodavand, vel at mærke. Kirken var en gave til folket, og bryggeren og hans kone havde ladet sig inspirere af sydlandske kirker og man fornemmer det straks, når man selv står i kirken, den katolske stemning i kirkerummet med de mange farver og glasmosaikker.

    Noget af det, som de to mænd bemærker, idet de træder ind i kirkerummet, er den lidende Kristus på korset. Vi kommer ikke uden om lidelsen i kirken. Og netop følelsen af tomhed og ensomhed, som vi alle sammen kender, og som vi føler trang til at flygte fra gennem adspredelser, den må vi forholde os til i kristendommen og i kirkerummet, hvor Kristus hænger på korset. De to venner, som har søgt kirken for at få repareret lidt på Pouls tomhedsfølelse, får nu at vide, at det ikke handler om at slippe af med den følelse, men om at stå ved den og forholde sig til sin grundangst, angsten for at dø, for det er dybest set det, tomheds- og ensomhedsfornemmelsen udspringer af. Den angst der på dødslejet vil spørge: har jeg udrettet nok?har jeg været noget, og har jeg været nok for nogen? Har jeg forspildt mit liv?

    På den måde er den eksistentielle dødsangst et vilkår, vi må forholde os til, og som kan være af det gode, fordi vi i bevidstheden om den kan undgå, som Kirkegaard ville sige, spidsborgerens bevidstløse tilstedeværelse, hvor det kun er overfladen, det handler om. Mens Kristus bragte det helt store offer, for vores skyld, sådan skal vi lide små ofre for hinanden, alt det som også ligger i årets ord: samfundssind. Og deri finder vi en mening, som modsvarer følelsen af tomhed og ensomhed. Når verden og de jordiske riger rystes, så findes et sikkert ståsted, og det er Kristus. Han, som efter otte dage blev omskåret og fik navnet Jesus, der betyder Gud Frelser. For midt i alle de riger, store som små, der rystes, vil Guds ord sige: der er et rige, som ikke rystes. Selve dette er et evangelium. Guds rige, nådens rige, Guds tilgivelse over for os, rystes ikke. Et rige som står urokkeligt i dag og til evig tid. Guds nåde kan ingen menneskelig ondskab eller dumhed eller vantro omstyrte. For riget er urokkeligt.

    Men kan det virkeligt være sandt? For hvis vi ser indad, så ved vi jo godt, at vi måske selv har været med til at ryste andres verdener på godt og ondt. Og står det urokkelige rige da stadig for os, skal også vi få adgang til det?

    Og ja, evangeliet siger, at synden ikke kan afskaffe nåden!

    Da den fortabte søn sad blandt svinene var han stadig Guds. Fortabt og bortbleven, ja, det døde barn, blev han kaldt, men dog stadig barnet.

    Guds nåde dør ikke, men vi kan ved vantroens nej gøre Guds nåde død for os. Vi kan afvise Guds nåde og troen på den, sådan at nåden bliver magtesløs. Måske vi afviser Guds nåde, Guds frelse, fordi vi i andre sammenhænge er blevet skuffede. Måske vi er blevet slemt skuffet, måske katastrofalt skuffet, fordi vi tænkte for stort om det ene eller det andet, om den anden, eller os selv. Vi foregøglede os noget, som slet ikke var.

    Og en skønne dag, blev det foregøglede rige rystet og var knust for evigt.Men om Guds Rige, kan du aldrig tænke for stort, og du kan aldrig tro for meget om Guds nådes bundløse dyb af barmhjertighed. Mens vi for tiden taler om videnskaben og vaccinen, som det, der skal frelse os fra coronaens død og ødelæggelse, så må vi aldrig glemme, at Frelsen, den kommer fra Gud. Videnskab og vaccine kan afhjælpe rystelser i det små, men frelsen i den helt store rystelse, den finder vi i Kristus, hvis vi tør tro det.

    Det fortælles, at i slutningen af sidste århundrede holdt en protestantisk fabrikant søndagsskole i en af Paris’ forstæder. En dag havde han forsøgt at forklare børnene om Guds kærlighed, om det at have fuld tillid til Guds godhed. Han havde forsøgt med forskellige billeder og eksempler kendt fra børnenes verden, men syntes selv, at han var kommet skidt fra det. Så gjorde han noget, han aldrig før havde forsøgt. Han tog op af sin vestlomme sit fornemme guldur, lagde det i sin håndflade og gik hen til den forreste række drenge. Der sad en fem stykker, den ældste, som sad først, var vel 11 år, den yngste 5-6 år. Fabrikanten rakte nu uret frem mod den ældste og sagde: Værsgo’ – det må du have. Drengen så noget forvirret op på manden. Sidekammeraten puffede ham i siden, og forlegent smilende sagde han nej til tilbuddet, underforstået: den går jeg ikke på! Fabrikanten gik videre til den næste dreng, som fik samme tilbud. Nej, ellers tak, sagde drengen, den var han for klog til. Søndagsskolelæreren gik videre til den tredje og fjerde dreng. Samme tilbud, samme resultat. Så endte han ved den lille purk til sidst og sagde så til ham: værsgo’ det må du have. Tøvende tog den lille dreng uret af mandens hånd, idet han spurgte: Må jeg virkelig have det? Ja, det er dit, lød svaret. Er det hans? Råbte de andre drenge i kor. Ja, det er hans, lød svaret. Åh, det skulle De have sagt, indvendte drengene. Ja, men jeg sagde det jo. Nå ja, svarede knægtene, men det troede vi da ikke.

    Nej, for gaven var for stor til, at de kunne tro dens virkelighed.

    Der findes ingen garantier mod rystelser, men der findes midt i vore rystelser og på trods af dem, et rige som står urokkeligt fast, og som aldrig rystes. Et rige som findes i troen på vor Frelser og Forløser; Jesus Kristus. I troen på Ham findes en fred, som skal følge os og være med os også i året, som kommer. Derfor kan vi vinke farvel til det gamle år og gå ind i det nye med troens opløftende livsmod.

    Det står fast.

    Godt nyt år.

  • 2.juledag- Sct. Stefanus dag

    HVOR SKAL VI FLYGTE HEN?

    Både i små og store sammenhænge og situationer kender vi til fornemmelsen af bare gerne at ville væk. Også som børn har vi sikkert prøvet at gå i panik ved udsigten til at blive konfronteret med andres rå reaktioner. Situationer der kan virke som verdens undergang, mens man senere lærer at møde de farefulde øjeblikke med mere ro. Flugtinstinktet bærer vi med os. Instinktet eller lysten til at flygte kan hænge sammen med behovet for at føle sig i sikkerhed. I dag, anden juledag, i læsningen fra Apostlenes gerninger hører vi om noget, som i den grad kan vække flugtinstinktet, nemlig en stening. En af de første kristne martyrer, som påstår, at Kristus er Guds søn, bliver dømt til døden. Her midt i juledagene og den hyggelige stemning af englesang, julefryd og fred, bliver vi mindet om den høje pris, mange har betalt, og mange stadig i dag betaler for at tro på vores kristne Gud. Og måske vi stiller os selv det spørgsmål, om vi kunne gøre det samme, som Stefanus gør. Kunne vi gå i døden for vores tro? Eller ville vi flygte og søge i sikkerhed? Stefanus havde fuld af nåde og kraft gjort store undere og tegn blandt folket, og han talte med visdom og ånd, for han ville i troen på Jesus ændre synet på love og skikke. Ja, selve den jødiske opfattelse af gudsforholdet, ville han ændre synet på. Langfredag klinger med, når vi hører, hvordan den ophidsede folkemængde kaster sig over Stefanus, slæber ham med og fører ham for Rådet. Jøderne farer løs på ham og driver ham uden for byen, en tager den første sten, en anden den næste… De kaster stenene mod ham, og en efter en rammer stenene hans sårbare og udsatte krop. Det ville have været oplagt for Stefanus at flygte. Han vidste, hvad der ventede ham efter anklagerne og beskyldningerne imod ham. Han kunne søge i sikkerhed et andet sted. Det eneste, han skulle gøre, var at fornægte sin tro.

    Men Sct. Stefanus’ tro kaster et andet lys over, hvad det vil sige at søge sikkerhed. Hvilket mål og hvilken retning har vi i de mest frygtsomme øjeblikke? For Stefanus var der ingen tvivl. Hans mål og hans retning var Gud. Og derfor er det muligt, at han slet ikke ønskede at flygte. Det er sandsynligt, at han ikke ønskede at være andre steder end lige netop der, hvor han var. For I troen befinder han sig under Jesu beskyttende vinger og er allerede flygtet det rigtige sted hen. I sin kristne tro er han i sikkerhed.

    - Herre, tilregn dem ikke denne synd, siger Stefanus, inden han udånder. Det minder mest af alt om de ord, Jesus selv siger, da han hænger på korset og med sit jordiske legeme og sin guddommelige natur tager alle vore lidelser på sig, - Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. De kristne martyrer, med Kristus selv som den i sandhed ophøjede, kan bede til almagten om at overgå i Hans hænder. Martyrerne flygter ikke, for hvor skal de flygte hen, når de allerede er præcis dér, hvor de skal være? I retning af noget andet, som de kan håbe vil beskytte dem mod ondskab og dumhed og massehysteri? I retning af en tilstand, hvor de kan unddrage sig ansvar? Hvor der alene findes tomhed og ligegyldighed? For vender vi Gud ryggen, undsiger vi os at være dem, som vi af Skaberen er sat til at være. Så flygter vi den forkerte vej. Væk fra Jesu skærmende kærlighed, væk fra buddet om at elske og væk fra det dybeste ansvar, som et menneske kan tage på sig.

    For vi kender den godt, ja, vi har altid kendt den. Trangen til at komme væk, inden byrden bliver for stor, eller inden vi havner dér, hvor vi måske vil blive ydmyget og latterliggjort og stillet over for krav, vi ikke har lyst til at efterleve, eller ikke tror, vi kan efterleve. Sct. Stefanus forlader sig på styrken fra Gud selv der, hvor de fleste af os sikkert ville flygte.

    En af oldtidens mest kendte martyrer er den unge kvinde Perpetua, der i begyndelsen af 200-tallet levede i Karthago i Nordafrika. - Jeg er kristen, bekender Perpetua, inden hun dømmes til at blive kastet for de vilde dyr. Hun skriver, - Mens jeg endnu var under arrest sammen med mine venner, fristede far mig af bestandig omsorg for at få mig til at falde fra. Da sagde jeg: ’Far, ser du denne vase her for eksempel, eller denne vandkrukke her eller hvad det nu er?’ – ’Ja,’ svarede han. Og jeg sagde til ham: ’Kan vi kalde det noget andet end det, det er?’ ’Nej,’ sagde han. ’Således kan jeg heller ikke kalde mig noget andet end det, jeg er, en kristen.’

    Lige så sørgeligt det er, at denne unge kvinde skal dø, lige så opbyggeligt for troen er det, at et menneske står fast på det sande.

    En teologiprofessor, blev en gang spurgt, hvad Jesus var for ham, hvortil han svarede, - Jesus er det samme for mig, som han er for dig. Et efter min mening godt svar, for vor Herre kom jo netop til verden for at frelse ethvert menneske.

    Søger vi væk fra Gud, og flygter vi fra det, som kristentroen vil, at vi skal tro, da overlades vi til tomhed og forfængelighed, til frygten, småligheden og måske allermest en tilstand, hvori vi konstant er opsatte på selv at komme i sikkerhed, mens så meget andet kan risikere at forgå, hvad enten det er mennesker omkring os, der har brug for hjælp, eller den dyrebare kristent grundede frihed, som vi i dette land lever i og aldrig nogensinde må tage for givet.

    Julenat får vi at vide, at fordi Gud vil sit menneske så meget, at han bøjer sig for at opsøge det, kan vi finde styrken til at blive stående, selv når vi har allermest lyst til at flygte over hals og hoved.

    Og vore kristne martyrer minder os om, at der i sandhed kun findes ét sted at flygte hen, når vi mærker trangen til at flygte, hvad enten det er i det små eller i det store, der hvor vi står over for de byrder, der skal bæres.

    I sidste ende er spørgsmålet, ikke hvad ville eller burde vi gøre, men hvad vil jeg gøre, hvis jeg blev sat i Stefanus’ sted? Mit svar er: det kan jeg ikke vide, før jeg er i hans sted. Men jeg ved, at jeg skal søge – ikke væk fra Gud – men mod Gud i livets svære stunder.

    Det har sin pris at stå ved Sandheden, og det har sin pris ikke at gøre det. Det ved vi fra disciplen Judas, som endte med at tage sit eget liv, fordi han forrådte Sandheden. Og vi ved det fra Peter, som fornægtede Sandheden. Og vi ved også fra Peter, at han kunne have martret sig selv, fordi han ikke formåede at leve op til egne forestillinger om, hvor fast forankret han var i troen, men at han i stedet gjorde noget andet. For Peter forstod, at Gud stadig ville holde fast i ham, selvom han vendte sig væk. I mødet med Guds nåde blev Peter for alvor åben over for evangeliet. Netop derfor var Peter måske én af de allerbedste forkyndere, for han vidste, hvor meget Sandheden overvinder, hvor stærk den er, og hvorfor det i sidste ende giver mening, at nogen går i døden for den. Peter forstod, at hvor Gud er, er der liv. Selv i døden. Det er den tro, der skal forkyndes både i og udenfor kirkrummet og anden juledag minder sct. Stefanus os om, hvad det var for et barn, der kom til verden julenat. En Gud som er med os i det små og det store, i livet og i døden.

    * Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:

    Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

    Apostlenes Gerninger 6,8-14;Apostlenes Gerninger 7,54-60

Page 3 of 77 Previous Next

Arrangementer

søndag 24. Januar
  • Kærum Kirke kl. 10:30
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 31. Januar
  • Sønderby Kirke kl. 10:00
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 7. Februar
  • Kærum Kirke kl. 17:00
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 7. Februar
  • Sønderby Kirke kl. 19:00
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 14. Februar
  • Kærum Kirke kl. 10:30
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 21. Februar
  • Sønderby Kirke kl. 17:00
  • Gudstjeneste
  • Adam Boas,Rikke Graff
søndag 28. Februar
  • Kærum Kirke kl. 10:30
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 7. Marts
  • Kærum Kirke kl. 09:00
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff
søndag 7. Marts
  • Sønderby Kirke kl. 10:30
  • Gudstjeneste
  • Rikke Graff

Eksterne links