Gud
er Gud om alle land lå øde…
Så skulle vi prøve det med. En jul, hvor kirkedøren er
lukket. Der var ikke plads til dem i herberget, og nu er også døren lukket for
os.
Rammen
er som den plejer, de fleste juleforberedelser er de samme, men stemningen juleaften
i år bliver en anden, end den plejer, og den manglende kirkegang for mange af
os, vil føles underlig, og det bliver et afsavn om end det så absolut er den
rigtige beslutning at lukke, ikke kirken, for kirken er os alle sammen, men at
lukke kirkebygningerne, hvis man vil passe på hinanden, og det vil vi. Måske
vi lader tankerne spore ind på hvordan vi plejer at holde jul. Måske vi husker onkel
Jens eller faster Annas høje latter og sang, ikke ligefrem englesang, men i det
mindste kommer det fra hjertet. De kommer frem hvert år til
jul. Minderne. De findes når vi hænger pynt på juletræet, de kryber op af skuffen
med julepynt. De hænger i duften af rødkål og kaldes frem, når vi synger en
bestemt salme. Alle de gode, sjove, trygge minder. Og dem, som gør ondt, fordi
man savner en, der hørte med. I julen gribes vi af både sorg og glæde. For de
to er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Derfor gribes
vi af begge dele særligt til jul: Julesorgen og juleglæden.
Man
hører ofte folk sige, at kirken skal følge med tiden, og skulle vi omskrive
evangeliet til nutiden, så ville det blive en trist omgang. Josef og Maria har rejseforbud, de Hellige tre konger er hjemsendt,
hyrderne har været ude at fange mink og er trætte, englenes budskab bliver til
en mumlen, fordi de skal bære mundbind. Og sådan kunne man blive ved.Men det opløftende ved evangeliet er, at det ikke følger med tiden. Evangeliet
slår derimod ned midt i tiden.Og minder os om det, vi måske
har glemt. At Guds ord ikke forandrer
sig, at Han står ved sit løfte om at være med os i hvad der end måtte komme.
Det sker at vi på afstand af
ham eller hende, vi holder af, måske først for alvor forstår, hvorfor han eller
hun betyder så meget for os.
Og sådan også med kirkerummet.
Måske forstår vi først nu, hvor meget det rum betyder for os. Det rum, som vi
her i landsbykirkerne kommer ind i, efter at vi har passeret en
del af kirkegården og er gået gennem den gamle kirkedør, som fører ind til kirkerummet
med det gamle stengulv, som slægter før os har slidt blanke med deres såler; og
vi fornemmer, at hvis disse vægge kunne tale, så ville de berette om, hvordan
mange pandemier har hærget gennem de seneste 8-900 år, alle langt værre end den
vi oplever nu. De gamle vægge ville kunne berette om hungersnød og elendighed,
om pesten som lagde landet øde. Væggene ville kunne fortælle om det store slag
ved Øksnebjerg, om borgerkrigene og svenskekrigene og verdenskrigene, om lazarettet
på Frederiksgave under sidste slesvigske krig, hvor unge mænd lå og døde af
deres kvæstelser og blev begravet lige her ude på kirkegården. Væggene ville
kunne berette om mennesker, der har siddet i kirkerummet med foldede hænder og
fortvivlelsen i hjertet, mennesker der, som vi gør det nu, stillede sig selv
det spørgsmål; om verden mon nogensinde ville blive den samme igen?
Og vi kender svaret, for verden er blevet, om ikke den
samme, så på mange områder langt bedre.
Udholdenhed har altid været en dyd.
Til alle tider har Guds ord lydt til os; til trøst og
til håb og glæde for hele folket. Også i mørke tider.
Og i det øjeblik vi træder ind i kirkerummet, så
flyttes fokus fra os selv og over på Gud. Vi bliver opmærksomme på, at det hele
begynder med Ham, og at alt ting slutter med Ham og med opstandelsen. Og at
vore liv dybest set ligger i Guds hånd.
Jeg blev en gang spurgt, om jeg kunne huske hvilken
salme, der var den første, jeg havde sunget. Jeg sad i et selskab med mange
andre præster, og jeg kunne mærke en trang til at imponere ved at nævne en stor
og dyb og svær salme som Jakob Knudsens Tunge,
mørke natteskyer eller Far, verden, far
vel af Kingo, den udgave med de 15 vers! Men jeg var ikke kirkevant som
barn, og derfor var det ærlige svar på det spørgsmål Et barn er født i Betlehem, hvor særligt omkvædet Halleluja er nemt at lære for børn, som
ofte synger meget højt lige der. I vers 5 skriver Grundtvig Forvunden er nu al vor nød. Mange tror,
at det er en trykfejl, og derfor insisterer vi på at synge forSvunden er nu al vor nød, altså med S. Men nøden
er jo ikke forsvunden, fordi Gud er i verden. Og enhver som lover, at nøden vil
forsvinde – nøden i skikkelse af terror, sult, sygdomme, klimaforandringer, krige,
ondskab, magtbegær og selvoptagethed – lover en anelse for meget. Måske derfor
var det så sjovt, da Jakob Haugaard i sin tid lovede medvind på cykelstierne,
da han stillede op som folketingskandidat: for der er grænser for, hvad vi kan
love hinanden.
Intet menneske kan love, at nøden forsvinder, og det
er heller ikke, hvad Gud lover, men han lover at være med os i den. For selvom
Vorherre Jesus i krybben virker skrøbelig i en mørk og farlig verden, som
ethvert nyfødt barn gør det, så er det netop pointen, at Han bærer med på vore
byrder ved at være lige så udsat i denne verden, som vi er det. For kun den,
der sætter sig i den andens sted, kan bære med i den andens nød. Vores Gud blev
medmenneske. Og selv døden på korset veg han ikke fra. Det forstår vi med
forkyndelsen i kirkens absolutte højtid, påsken.
Vi
overlades ikke til at være små øer her i verden, for julebuddet
finder vej, som englene gør det. I en af årets ualmindelig mange julekalendere
møder vi også engle. Én af dem, Rafael hedder han, overhører en samtale mellem
en mand og Rafaels lærerinde. Rafael spørger lærerinden, hvorfor hun ikke
inviterer manden med til hendes nytårsfest, hvortil hun svarer, at hun jo ikke
leder efter en kæreste lige nu. Men det er da synd, svarer englen, når han nu
leder efter dig! Og det er hvad kærligheden gør: den søger os. Og den kræver,
at vi forstår, at det hele ikke begynder med os selv, men med den anden. Det
begynder og slutter med Guds kærlighed, som han julenat kaster lige i armene på
os.
Vi
er ikke sammen som normalt, hverken i byen, derhjemme eller i kirken. I år
kan ingen rejse til eksotiske destinationer. Der er ingen fly på himlen,
bare stjerner, millioner af stjerner, som Gud placerede der for at fortælle os,
at nu er det jul, påske og pinse – og jul igen til næste år, hvor vi sikkert
vil sidde side om side i vore kirker mellem de tykke mure og under hvælvingerne,
mens duggen løber ned af de oplyste kirkeruder, og vi vil synge og synge og
synge og tænke tilbage på denne aften, hvor intet var som det plejede, men hvor
vores Gud var og er og bliver den kærlighed, som findes til hver en tid.
Glædelig jul!