Prædiken til 4.søndag efter påske 2020 af sognepræst Rikke Graff
HVEM ER JEG?
Mørket har sænket sig. En mand går rundt i sin stue og leder efter sine bilnøgler. Hans nabo kommer forbi og spørger ham, hvor han har tabt dem. – Ude i haven, svarer manden. – Hvorfor leder du så herinde? spørger naboen. – fordi det er herinde, der er lys svarer manden.
Det sker, at vi leder det forkerte sted. Også i jagten på at finde ud af hvem vi selv er.
Hvem er jeg? Hvem er jeg inderst inde, hvem er jeg, hvis jeg ikke lader mig påvirke af venner, familie, tv-serier og alt muligt andet? Hvad er min kerne? Er jeg til punk eller disco? Er jeg den pæne pige med pagehår og perlekæde eller hende, der går i sort tøj og dramatic look eyeliner? Hvordan afspejler jeg i det ydre, hvem jeg er i mit indre? Er jeg til piger eller drenge? Der er myriader af spørgsmål, man som ung søger svar på. Og sådan fortsætter det hele livet; det er bare andre spørgsmål, man stiller efterhånden, som man bliver ældre. Er jeg karrieretypen eller ham, der går og pusler om de biodynamiske grøntsager? Er jeg den toptrimmede finansmand, der kører Porsche, eller snarere den praktiske i Berlingo? Er jeg ham, der bliver gammel sammen med min ungdoms kærlighed, eller skifter jeg modellen ud med en yngre og få et kuld unger mere? Hvis jeg nu virkelig gransker mig selv, lukker alt andet ude, finder pandelampen frem, løfter op i trøjen og udforsker min egen navle helt ud i de mørkeste afkroge, ja, så må jeg kunne finde sandheden om mig selv. Kunne få øje på mit fulde potentiale og ikke spilde mit liv på noget eller nogen, der bare skygger for mit fantastiske jeg.
Måske er det muligt at finde sit egentlige, unikke, kreative og helt vidunderlige jeg, som man håber at finde og udleve, et eller andet sted dybt inde i sig selv. Men hvad nu hvis man finder noget helt andet? Måske viser det sig, at man, selv når alle forstyrrende elementer er fejet bort, ikke er en stjerne, ikke er unique, ikke er et gennemgribende godt og gavmildt menneske, det tålmodige og elskelige væsen, man havde håbet at finde, hvis bare man ledte længe nok, men derimod en selvisk, misundelig, pedantisk, smålig og selvoptaget person.
Jesus siger, at uanset hvor meget vi end søger efter svar på, hvem vi er, eller ville ønske vi var, og alene leder i vort eget indre, så finder vi det ikke.
Vort sande, syndfri, ideelle jeg finder vi i Kristus, fordi Han tog synden på sig.
Uden Jesus er vi syndens trælle, overladt til den evindelige søgen efter det jeg, som vi ønsker at finde, men aldrig finder.
Der er ingen grund til at pille os selv i navlen. Vi vil kun finde fnuller, intet andet. Vi har ikke en udelelig kerne, et sidste atom, der rummer essensen af os og fortæller os sandheden om, hvem vi i grunden er. Ligesom vi heller ikke finder os selv i det hav af selvhjælpsbøger, der til stadighed udkommer i en lind strøm, uanset hvor mange af dem vi læser. Vi finder aldrig den endegyldige sandhed om os selv i os selv. Den sandhed, der rummer os med alt hvad vi er, findes i Kristus og kun der. Her finder vi, det vi søger – selv efter mørkets frembrud.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«
Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«
De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«
Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Joh 8,28-36
