Decembernat

1.Decembernat. Engle slår vingerne ind
og lander forsigtigt i menneskesind
de hvisker om barnet, som netop blev til:
I nat kan I møde ham her, hvis I vil!

2.Måske er vi store, i nat er vi små
måske skal vi miste, i nat skal vi få
I nat kalder Gud sine mennesker frem:
Her har I mit barn, I skal være hans hjem

3.Han spjætter af livskraft i hjertet på os
som tænder stearinlys i mørket på trods
små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær
og dem som er fjerne, og dem som vi er

4.I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge hvor håbsengle går
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille, for julen er Gud

5.I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to
at barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort

6.I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det, der er sket!

Iben Krogsdal, 2009

Gud er Gud om alle land lå øde…

Så skulle vi prøve det med. En jul, hvor kirkedøren er lukket. Der var ikke plads til dem i herberget, og nu er også døren lukket for os.

Rammen er som den plejer, de fleste juleforberedelser er de samme, men stemningen juleaften i år bliver en anden, end den plejer, og den manglende kirkegang for mange af os, vil føles underlig, og det bliver et afsavn om end det så absolut er den rigtige beslutning at lukke, ikke kirken, for kirken er os alle sammen, men at lukke kirkebygningerne, hvis man vil passe på hinanden, og det vil vi. Måske vi lader tankerne spore ind på hvordan vi plejer at holde jul. Måske vi husker onkel Jens eller faster Annas høje latter og sang, ikke ligefrem englesang, men i det mindste kommer det fra hjertet. De kommer frem hvert år til jul. Minderne. De findes når vi hænger pynt på juletræet, de kryber op af skuffen med julepynt. De hænger i duften af rødkål og kaldes frem, når vi synger en bestemt salme. Alle de gode, sjove, trygge minder. Og dem, som gør ondt, fordi man savner en, der hørte med. I julen gribes vi af både sorg og glæde. For de to er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Derfor gribes vi af begge dele særligt til jul: Julesorgen og juleglæden.

Man hører ofte folk sige, at kirken skal følge med tiden, og skulle vi omskrive evangeliet til nutiden, så ville det blive en trist omgang. Josef og Maria har rejseforbud, de Hellige tre konger er hjemsendt, hyrderne har været ude at fange mink og er trætte, englenes budskab bliver til en mumlen, fordi de skal bære mundbind. Og sådan kunne man blive ved.Men det opløftende ved evangeliet er, at det ikke følger med tiden. Evangeliet slår derimod ned midt i tiden.Og minder os om det, vi måske har glemt. At Guds ord ikke forandrer sig, at Han står ved sit løfte om at være med os i hvad der end måtte komme.

Det sker at vi på afstand af ham eller hende, vi holder af, måske først for alvor forstår, hvorfor han eller hun betyder så meget for os.

Og sådan også med kirkerummet. Måske forstår vi først nu, hvor meget det rum betyder for os. Det rum, som vi her i landsbykirkerne kommer ind i, efter at vi har passeret en del af kirkegården og er gået gennem den gamle kirkedør, som fører ind til kirkerummet med det gamle stengulv, som slægter før os har slidt blanke med deres såler; og vi fornemmer, at hvis disse vægge kunne tale, så ville de berette om, hvordan mange pandemier har hærget gennem de seneste 8-900 år, alle langt værre end den vi oplever nu. De gamle vægge ville kunne berette om hungersnød og elendighed, om pesten som lagde landet øde. Væggene ville kunne fortælle om det store slag ved Øksnebjerg, om borgerkrigene og svenskekrigene og verdenskrigene, om lazarettet på Frederiksgave under sidste slesvigske krig, hvor unge mænd lå og døde af deres kvæstelser og blev begravet lige her ude på kirkegården. Væggene ville kunne berette om mennesker, der har siddet i kirkerummet med foldede hænder og fortvivlelsen i hjertet, mennesker der, som vi gør det nu, stillede sig selv det spørgsmål; om verden mon nogensinde ville blive den samme igen?

Og vi kender svaret, for verden er blevet, om ikke den samme, så på mange områder langt bedre.

Udholdenhed har altid været en dyd.

Til alle tider har Guds ord lydt til os; til trøst og til håb og glæde for hele folket. Også i mørke tider.

Og i det øjeblik vi træder ind i kirkerummet, så flyttes fokus fra os selv og over på Gud. Vi bliver opmærksomme på, at det hele begynder med Ham, og at alt ting slutter med Ham og med opstandelsen. Og at vore liv dybest set ligger i Guds hånd.

Jeg blev en gang spurgt, om jeg kunne huske hvilken salme, der var den første, jeg havde sunget. Jeg sad i et selskab med mange andre præster, og jeg kunne mærke en trang til at imponere ved at nævne en stor og dyb og svær salme som Jakob Knudsens Tunge, mørke natteskyer eller Far, verden, far vel af Kingo, den udgave med de 15 vers! Men jeg var ikke kirkevant som barn, og derfor var det ærlige svar på det spørgsmål Et barn er født i Betlehem, hvor særligt omkvædet Halleluja er nemt at lære for børn, som ofte synger meget højt lige der. I vers 5 skriver Grundtvig Forvunden er nu al vor nød. Mange tror, at det er en trykfejl, og derfor insisterer vi på at synge forSvunden er nu al vor nød, altså med S. Men nøden er jo ikke forsvunden, fordi Gud er i verden. Og enhver som lover, at nøden vil forsvinde – nøden i skikkelse af terror, sult, sygdomme, klimaforandringer, krige, ondskab, magtbegær og selvoptagethed – lover en anelse for meget. Måske derfor var det så sjovt, da Jakob Haugaard i sin tid lovede medvind på cykelstierne, da han stillede op som folketingskandidat: for der er grænser for, hvad vi kan love hinanden.

Intet menneske kan love, at nøden forsvinder, og det er heller ikke, hvad Gud lover, men han lover at være med os i den. For selvom Vorherre Jesus i krybben virker skrøbelig i en mørk og farlig verden, som ethvert nyfødt barn gør det, så er det netop pointen, at Han bærer med på vore byrder ved at være lige så udsat i denne verden, som vi er det. For kun den, der sætter sig i den andens sted, kan bære med i den andens nød. Vores Gud blev medmenneske. Og selv døden på korset veg han ikke fra. Det forstår vi med forkyndelsen i kirkens absolutte højtid, påsken.

Vi overlades ikke til at være små øer her i verden, for julebuddet finder vej, som englene gør det. I en af årets ualmindelig mange julekalendere møder vi også engle. Én af dem, Rafael hedder han, overhører en samtale mellem en mand og Rafaels lærerinde. Rafael spørger lærerinden, hvorfor hun ikke inviterer manden med til hendes nytårsfest, hvortil hun svarer, at hun jo ikke leder efter en kæreste lige nu. Men det er da synd, svarer englen, når han nu leder efter dig! Og det er hvad kærligheden gør: den søger os. Og den kræver, at vi forstår, at det hele ikke begynder med os selv, men med den anden. Det begynder og slutter med Guds kærlighed, som han julenat kaster lige i armene på os.

Vi er ikke sammen som normalt, hverken i byen, derhjemme eller i kirken. I år kan ingen rejse til eksotiske destinationer. Der er ingen fly på himlen, bare stjerner, millioner af stjerner, som Gud placerede der for at fortælle os, at nu er det jul, påske og pinse – og jul igen til næste år, hvor vi sikkert vil sidde side om side i vore kirker mellem de tykke mure og under hvælvingerne, mens duggen løber ned af de oplyste kirkeruder, og vi vil synge og synge og synge og tænke tilbage på denne aften, hvor intet var som det plejede, men hvor vores Gud var og er og bliver den kærlighed, som findes til hver en tid.

Glædelig jul!