19.s.e.t. 2020. Radiogudstjeneste fra Sønderby kirke kl.10.00.

DDS: 732/325/29-/379/731.

Prædikant: Rikke Graff Kristensen

I Faderens og sønnen og Helligåndens navn. Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.«

De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus.

Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?«

De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester.

Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.

Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus.

Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter.

Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter.

Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?«

Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.«

Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.«

Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.«

Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«

Joh 1,35-51

Amen

Kan du gætte, hvem jeg er? Kan du gætte hvem jeg er? lyder det i den kendte børnesang, som synges til fastelavn, når børn går fra dør til dør udklædte og med masker på.

I dagens evangelium vrimler det også med mennesker, som går rundt, ikke børn, men voksne menneskebørn, som kaldes til Jesu disciple.

Andreas, Johannes, Simon, Simon Peter, Filip, Nathanael. Det er sin sag at hitte rede i, hvem de forskellige er. Det er nemt at tabe overblikket. Bedst som vi har hørt om den ene, dukker der en anden op.

En omgang namedropping. Det er ikke meget, vi får at arbejde med, og det er der måske en god grund til.

For her i indledningen til Johannesevangeliet, hvor vi hører om de første disciple, der kaldes, er det ikke dem, som er kaldet, der er hovedpersonerne, for kaldet af Kristus er vi for så vidt alle sammen. Det væsentlige er ikke hvem de er, men hvem Jesus er.

Gennem Andreas, Johannes, Simon, Fillip og Nathanael får vi, her fra evangeliets spæde begyndelse, noget afgørende at vide om manden Jesus.

Ikke alene er han, hører vi, Guds lam, Rabbi- mester, Israels konge, Messias, Kristus osv. Han er den Gud, som ved, hvem vi er. Det er ingen ringere end Gud selv, der kalder.

Selve kaldstanken, der står som en overskrift over dagens evangelium, er på ingen måder fremmed for os. Spørgsmålet er bare, om vi er bevidste om, hvad vi bruger kaldstanken til.

Ligesom det er værd at overveje, hvem vi følger på de digitale medier, og hvorfor vi gør det; er det også værd at overveje, hvad der sker, når vi føler os kaldet og til hvad.

Vi kan føle os kaldet til alverdens ting. Kaldet til at redde klimaet, kvinderne, børnene, de syge, de svage. Vi kan føle os kaldet til at føre en sag for de sorte, de homoseksuelle eller Me too, kaldet til at frelse verden.

Ja, vi kan endda føle os kaldet til at være forargede og indignerede over de andre, som ikke mener det samme, som vi selv gør.

Og inden vi får set os om, kan vi bevæge os derhen – i den gode sags tjeneste naturligvis – at vi helt overser alle naragtige og svage ting, som vi selv rummer, måske vi endda i kampens hede svigter de mennesker, som er omkring os.

Vi kan komme til at tegne et billede af os selv. Ikke et helt billede, men et glansbillede.

I konfirmationsforberedelsen fik konfirmanderne til opgave at tegne Gud.Langt de fleste illustrerede Vor Herre som en personlig Gud, altså et menneske, enten som Kristus eller som en gammel mand i himmelen. En illustration, som bestemt giver mening. En himmelsk far med en himmelsk vilje.

Der var én af konfirmanderne, som ved siden af manden i skyen havde tegnet de to stentavler. Den mest kendte del af Moseloven: De ti bud.

Konfirmanden udtrykte altså her, at det hun forbinder med Gud, er, at det er HAM, som sætter rammerne, ham, som kræver noget af os, og som har givet os, sine menneskebørn, en lov at leve ud fra. For ligesom et hus uden vægge og tag er en ruin, sådan falder ogsåvore liv uden love og regler fra hinanden.

For bare få år tilbage ville en konfirmand ikke tegne de ti bud på stentavler i sit gudsbillede, men i stedet en masse hjerter som symbol på kærlighed.

Gud ér kærlighed, det er sandt, og Gud er også, som konfirmanden så fint minder os om, en kærlighed med krav og forbud og påbud! Og den del må vi ikke glemme. For det er her, i krav og forventninger og forpligtelserne, i kærlighedens navn, at vi vokser som mennesker. Det er her, vi lærer os selv og vor styrke og begrænsninger at kende. I det liv, som udspiller sig mellem os, og som Gud definerer rammerne for.

Loven tjener, som Paulus skriver det et sted, til syndsbevidsthed. Det store tunge, men helt nødvendige og centrale begreb i kristendommen.

Så når nogen i disse dages debat må sande, at selvransagelse gør ondt helt ind i maven, så er det ikke noget nyt, når det gælder den kristne forkyndelse.

Her findes i lyset af Loven den smertelige erkendelse af, at jeg ikke kan leve fuldt ud op til Loven. Jeg vil uvægerligt møde mig selv som, ikke overmenneske, men menneske.

Mens Jesus så klart opfylder Loven, vil jeg, som de fleste andre derimod, hvis vi tør selvransagelsen og se virkeligheden i øjnene, opdage, hvor nemt det er at lade sig rive med af denne verdens forfængelighed, jagen efter vind, magtbegær, selvretfærdighed eller måske endda en tro på, at jeg er for hellig til at kunne begå fejl. Med andre og nærmest befriende klare ord:

på grund af synd og skyld er der grænser for, hvor hellig jeg kan udråbe mig selv til at være. Hvad end man er klimaaktivist, feminist, minoritets- eller menneskerettigheds-forkæmper, meningsdanner eller præst, så kan ingen af os gøre os selv identiske med den sag, vi prædiker. Selvom man fører en nok så retfærdig sag, betyder det ikke, at man selv er retfærdig.

Ingen af os er rene og sande og helt igennem gode, selvom den sag, vi fører, kan være nok så god og sand og så rigtig.

Først med syndsbevidstheden forstår vi, at synden skal tøjles.

Først når vi erkender, at der er grænser for egen selvfedhed. Først når vi har ord for det knapt så flatterende ved vores person og ser det i øjnene, kan vi begynde at få kontrol over vores usunde tilbøjeligheder.

Præcis som en kendt dansk komiker så generøst har fortalt om. En mand, som det meste af sit liv har levet i en ironisk distance til sin omverden, hvor han selv var helten og alle andre idioter. En mand, som på mange måder har ført et selvisk og overfladisk liv med store omkostninger for sine nærmeste.

Hans beretning minder slående om lignelsen om den fortabte søn, der havde vendt Gud ryggen, levede et selvtilstrækkeligt liv og til sidst måtte sande, at han, hvis han fortsatte af den vej, ville gå til grunde. Der kommer en tid, hvor vi må spørge os selv, som Jesus spørger disciplene i dag: hvad vil I?

Hvad vil du? Den fortabte søn, valgte dér at vende hjem til sin Gud, Far, jeg har syndet mod himmelen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men den fortabtes far kræver ingen forklaring. Han åbner sine arme og tager sønnen i sin favn.

Og derved bliver sønnen som født på ny, som vores kristne dåb er en genfødsel ved vand og Helligånd.

Et menneske, som formår, med et kirkeligt udtryk, at angre sine synder, som den fortabte søn gør det, er blevet voksen. Er blevet syndsbevidst.

Vi kan bruge et helt liv på at bilde os selv ind, at vi er selvkørende, eller vi kan indse, at vi midt i al vor styrke og vitalitet har brug for hjælp. At meningen findes ikke I os, men mellem os.

Falske profeter og hyklere findes alle vegne, hvor der findes mennesker. Og til alle tider har selvretfærdigheden rådet og mennesker udstødt andre mennesker fra gruppen eller teamet, hvis ikke de populære holdninger blev delt. Ordet forrædere er blevet brugt mod dem, som ikke mener det samme som ivrige forkæmpere for en sag.

I den gode sags tjeneste er det så nemt at tage kvælertag på det mangfoldige menneskehav, som den gode sag påstår at kæmpe for.

Mens der findes talrige eksempler på, at vi forveksler os selv med den sag, vi fører, men må sande, at der er forskel på den enkelte og sagen, så forholder det sig anderledes med Jesus.

I modsætning til enhver anden, hvor personen aldrig kan blive identisk med den gode sag, så er Jesus rent faktisk sagen.

Han er én til én med den sag, han repræsenterer. Den sag, han står op for. Og går i døden for: udbredelsen af Guds rige på jorden.

Hos Jesus Kristus er der helt igennem sammenfald mellem personen og sagen.

Loven, som Jesus er kommet for at opfylde, kaster konstant sit lys ind over menneskets utilstrækkelighed – ikke bare nogens, de andres, men ethvert menneskes. Ikke for at gøre os mindre som mennesker, men for at gøre os hele som mennesker. Først når vi erkender, at det tunge begreb, synd, er en del af os, kan vi opnå en form for kontrol i forhold til det, og først her forstår vi, at uden Gud er vi fortabte.

I dag hører vi, at disciplen Simon, Johannes søn, har fået nyt navn af Jesus. Igen illustrerer Jesus sin guddommelige myndighed. Simon skal hedde Kefas, altså Peter.

Som forældre giver deres barn navn, giver Jesus Simon Peter navn. For Peter er Guds barn.

Peter er en af de få disciple, som vi rent faktisk lærer at kende i løbet af evangeliet.

Peter er entusiastisk og hengiven, og han ønsker at vise Jesus – og sikkert også omverdenen – sin loyalitet. Han sværger, at han vil være Jesus tro. Ja, om han så skal dø, så vil han aldrig svigte Jesus. Han vil aldrig svigte.

Men Jesus kender mennesket. – Inden hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange, siger han, da han og Peter og de andre disciple sidder sammen skærtorsdag aften, inden Jesus går ind i den nat, hvor mørket lukker sig om ham. Jesus kender Peter, som han kender Nathanael. Han kender Filip og Andreas, som han kender enhver af os. Om vi så findes i udklædning og med masker på og går med lånte fjer. Han kender os og ved af os.

Det er netop apostlen Peter, Kefas, ham som så gerne vil, men som ikke altid formår at leve op til egne idealer, kirken skal bygges på.

Et menneske så helt almindeligt som Peter.

Og mon ikke det er, fordi Peter har indset, ved, erkender og forstår, at han rummer mere, end han har lyst til at stå ved, han er blevet syndsbevidst.

Peter har famlet sig frem i tilværelsen, tumlet rundt i alle mulige forestillinger om, hvem han selv var, og måske han har forsøgt at dække over det store tomme gabende og altopslugende manglende selvværd, et menneske kan blive ramt af.

Nu sættes der ord på hans følelse af utilstrækkelighed. Ordene er synd, skyld og skam. Alt det, som også er en del af, hvem Peter er. Men han efterlades ikke med sin synd og skyld og skam.

Han forstår gennem troen på Jesus Kristus, at han er mere end det. I troen på vores kristne Gud vikles han ud af følelsen af utilstrækkelighed, af selvmedlidenhed, af selvoptagethed, for i stedet at rette blikket ud ad, hvor der er brug for ham.

Han skal være en klippe for folket. Han som ikke længere lever i overbevisningen om, at fejltrin og dumheder og svigt kun er noget, som de andre sørger for. Han har selv leveret lige til de helt store overskrifter: han svigtede alt det, som han troede, at han selv var blevet: Sandheden.

Erkendelsen af egen svaghed skal holde ham ydmygt fast i den opgave, som ligger foran ham.

Peter tror, han tvivler, han elsker og han svigter, han står ved sig selv, tager livet på sig – og rejser sig igen ved Guds hjælp. Peter er et menneske, som nu oplever, at mens mange sikkert ville have vendt ryggen til én som ham, så gør Gud det modsatte.

Og det er her evangeliet lyder. Loven fører til syndsbevidsthed, Evangeliet til håb.

Også for sådan en synder som Peter. Og er der håb for ham, er der også håb og fremtid for mig.Peter er kaldet til at give den overbærenhed og kærlighed, som skænkes ham, videre. Og det er, hvad ethvert kristent menneske er kaldet til.

Med andre ord: at elske sin næste, som man selv er elsket af Gud.

Vis os hvor du bor, siger mændene i dag til Jesus. Så konkret er Jesu liv her på jorden. Han viser dem, hvor han bor. Og så konkret skal næstekærligheden og den syndsbevidste selvkærlighed være.

For under den føromtalte selvfedhed ligger måske en manglende selvkærlighed. Det kan være nemmere at se de andre som syndere, der kan tilgives, mens det sværeste kan være at tilgive sig selv.

Hvis ikke Vor Herre Jesus Kristus, som er gået i døden for vores skyld, skal være pint, plaget, forhånet og fornægtet, død OG opstanden forgæves, da vi tro, at også sådan nogle syndere som os er værd at elske.

Dét er en del af opstandelsestroen, som vi bygger kristen kirke på: at troen på Jesus Kristus, han, som kender enhver ved navn, er vejen til Guds herlighed, og som vi ved Helligåndens hjælp skal vidne om i alt, hvad vi siger og gør. Gud til ære og vor næste til gavn.

For at også vi skal få større ting at se.

Amen.