HVOR SKAL VI FLYGTE HEN?

Både i små og store sammenhænge og situationer kender vi til fornemmelsen af bare gerne at ville væk. Også som børn har vi sikkert prøvet at gå i panik ved udsigten til at blive konfronteret med andres rå reaktioner. Situationer der kan virke som verdens undergang, mens man senere lærer at møde de farefulde øjeblikke med mere ro. Flugtinstinktet bærer vi med os. Instinktet eller lysten til at flygte kan hænge sammen med behovet for at føle sig i sikkerhed. I dag, anden juledag, i læsningen fra Apostlenes gerninger hører vi om noget, som i den grad kan vække flugtinstinktet, nemlig en stening. En af de første kristne martyrer, som påstår, at Kristus er Guds søn, bliver dømt til døden. Her midt i juledagene og den hyggelige stemning af englesang, julefryd og fred, bliver vi mindet om den høje pris, mange har betalt, og mange stadig i dag betaler for at tro på vores kristne Gud. Og måske vi stiller os selv det spørgsmål, om vi kunne gøre det samme, som Stefanus gør. Kunne vi gå i døden for vores tro? Eller ville vi flygte og søge i sikkerhed? Stefanus havde fuld af nåde og kraft gjort store undere og tegn blandt folket, og han talte med visdom og ånd, for han ville i troen på Jesus ændre synet på love og skikke. Ja, selve den jødiske opfattelse af gudsforholdet, ville han ændre synet på. Langfredag klinger med, når vi hører, hvordan den ophidsede folkemængde kaster sig over Stefanus, slæber ham med og fører ham for Rådet. Jøderne farer løs på ham og driver ham uden for byen, en tager den første sten, en anden den næste… De kaster stenene mod ham, og en efter en rammer stenene hans sårbare og udsatte krop. Det ville have været oplagt for Stefanus at flygte. Han vidste, hvad der ventede ham efter anklagerne og beskyldningerne imod ham. Han kunne søge i sikkerhed et andet sted. Det eneste, han skulle gøre, var at fornægte sin tro.

Men Sct. Stefanus’ tro kaster et andet lys over, hvad det vil sige at søge sikkerhed. Hvilket mål og hvilken retning har vi i de mest frygtsomme øjeblikke? For Stefanus var der ingen tvivl. Hans mål og hans retning var Gud. Og derfor er det muligt, at han slet ikke ønskede at flygte. Det er sandsynligt, at han ikke ønskede at være andre steder end lige netop der, hvor han var. For I troen befinder han sig under Jesu beskyttende vinger og er allerede flygtet det rigtige sted hen. I sin kristne tro er han i sikkerhed.

- Herre, tilregn dem ikke denne synd, siger Stefanus, inden han udånder. Det minder mest af alt om de ord, Jesus selv siger, da han hænger på korset og med sit jordiske legeme og sin guddommelige natur tager alle vore lidelser på sig, - Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. De kristne martyrer, med Kristus selv som den i sandhed ophøjede, kan bede til almagten om at overgå i Hans hænder. Martyrerne flygter ikke, for hvor skal de flygte hen, når de allerede er præcis dér, hvor de skal være? I retning af noget andet, som de kan håbe vil beskytte dem mod ondskab og dumhed og massehysteri? I retning af en tilstand, hvor de kan unddrage sig ansvar? Hvor der alene findes tomhed og ligegyldighed? For vender vi Gud ryggen, undsiger vi os at være dem, som vi af Skaberen er sat til at være. Så flygter vi den forkerte vej. Væk fra Jesu skærmende kærlighed, væk fra buddet om at elske og væk fra det dybeste ansvar, som et menneske kan tage på sig.

For vi kender den godt, ja, vi har altid kendt den. Trangen til at komme væk, inden byrden bliver for stor, eller inden vi havner dér, hvor vi måske vil blive ydmyget og latterliggjort og stillet over for krav, vi ikke har lyst til at efterleve, eller ikke tror, vi kan efterleve. Sct. Stefanus forlader sig på styrken fra Gud selv der, hvor de fleste af os sikkert ville flygte.

En af oldtidens mest kendte martyrer er den unge kvinde Perpetua, der i begyndelsen af 200-tallet levede i Karthago i Nordafrika. - Jeg er kristen, bekender Perpetua, inden hun dømmes til at blive kastet for de vilde dyr. Hun skriver, - Mens jeg endnu var under arrest sammen med mine venner, fristede far mig af bestandig omsorg for at få mig til at falde fra. Da sagde jeg: ’Far, ser du denne vase her for eksempel, eller denne vandkrukke her eller hvad det nu er?’ – ’Ja,’ svarede han. Og jeg sagde til ham: ’Kan vi kalde det noget andet end det, det er?’ ’Nej,’ sagde han. ’Således kan jeg heller ikke kalde mig noget andet end det, jeg er, en kristen.’

Lige så sørgeligt det er, at denne unge kvinde skal dø, lige så opbyggeligt for troen er det, at et menneske står fast på det sande.

En teologiprofessor, blev en gang spurgt, hvad Jesus var for ham, hvortil han svarede, - Jesus er det samme for mig, som han er for dig. Et efter min mening godt svar, for vor Herre kom jo netop til verden for at frelse ethvert menneske.

Søger vi væk fra Gud, og flygter vi fra det, som kristentroen vil, at vi skal tro, da overlades vi til tomhed og forfængelighed, til frygten, småligheden og måske allermest en tilstand, hvori vi konstant er opsatte på selv at komme i sikkerhed, mens så meget andet kan risikere at forgå, hvad enten det er mennesker omkring os, der har brug for hjælp, eller den dyrebare kristent grundede frihed, som vi i dette land lever i og aldrig nogensinde må tage for givet.

Julenat får vi at vide, at fordi Gud vil sit menneske så meget, at han bøjer sig for at opsøge det, kan vi finde styrken til at blive stående, selv når vi har allermest lyst til at flygte over hals og hoved.

Og vore kristne martyrer minder os om, at der i sandhed kun findes ét sted at flygte hen, når vi mærker trangen til at flygte, hvad enten det er i det små eller i det store, der hvor vi står over for de byrder, der skal bæres.

I sidste ende er spørgsmålet, ikke hvad ville eller burde vi gøre, men hvad vil jeg gøre, hvis jeg blev sat i Stefanus’ sted? Mit svar er: det kan jeg ikke vide, før jeg er i hans sted. Men jeg ved, at jeg skal søge – ikke væk fra Gud – men mod Gud i livets svære stunder.

Det har sin pris at stå ved Sandheden, og det har sin pris ikke at gøre det. Det ved vi fra disciplen Judas, som endte med at tage sit eget liv, fordi han forrådte Sandheden. Og vi ved det fra Peter, som fornægtede Sandheden. Og vi ved også fra Peter, at han kunne have martret sig selv, fordi han ikke formåede at leve op til egne forestillinger om, hvor fast forankret han var i troen, men at han i stedet gjorde noget andet. For Peter forstod, at Gud stadig ville holde fast i ham, selvom han vendte sig væk. I mødet med Guds nåde blev Peter for alvor åben over for evangeliet. Netop derfor var Peter måske én af de allerbedste forkyndere, for han vidste, hvor meget Sandheden overvinder, hvor stærk den er, og hvorfor det i sidste ende giver mening, at nogen går i døden for den. Peter forstod, at hvor Gud er, er der liv. Selv i døden. Det er den tro, der skal forkyndes både i og udenfor kirkrummet og anden juledag minder sct. Stefanus os om, hvad det var for et barn, der kom til verden julenat. En Gud som er med os i det små og det store, i livet og i døden.

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger:

Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.

Apostlenes Gerninger 6,8-14;Apostlenes Gerninger 7,54-60