Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. Luk 2,21

Amen

I Hebræerbrevet skriver Paulus et sted om et rige, der ikke kan rystes. Et rige, som står i modsætning til det, vi kender så godt fra vores jordiske tilværelse. For her i denne verdens riger, både de store riger og de små, kender vi til rystelserne. Her har vi hvert vort eget lille rige, vort hjem, familie, vor lille kreds, arbejdsplads, her kan alt let rystes, blive rystet i tusinde stykker. En bilulykke, en fallit, en skilsmisse, et uventet dødsfald, og vort rige, som vi kender det, bliver aldrig, som det var. For nogle af os har året, som er gået, bragt en eller flere af de helt store rystelser, mens de fleste af os har erfaret de små, som pandemien førte med sig, måske en rystelse i egen grundvold, en opmærksomhed mod menneskets skrøbelighed.

Ved nytårstid tænker man ganske naturligt på at riger rystes, og på alle tings omskiftelighed. Og man spekulerer på det besynderlige, som vi kalder tiden. Måske vi mærker et stik af vemod, den følelse som har rødder i fornemmelsen af tomhed og ensomhed. Det er, hvad den ene af de to snobber fra Drs satireprogram rytteriet oplever. De fleste af os kender dem; Fritz og Poul fra Nordsjælland. De to herrer som fylder tilværelsen med dyr rødvin, lækker mad og au pairs. I et radioprogram kunne man for nylig høre, hvordan den ene, Poul, føler en vis tomhed indeni. Det fornøjer ham ikke længere at fylde sig med berusende væsker, og den vante adfærd med de ekstravagante adspredelser er jo på grund af coronaen slet ikke mulig for tiden. Han kan ikke bare rejse væk, og selskabeligheden ude i byen og blandt venner er også indstillet. Vores karakter, Poul, følte sig tom og trist og tænkte, at han ville søge kirken. Det førte til at hans gode ven, Fritz søgte på google: han skrev Jesus og kirke og op poppede Jesuskirken i Valby. De besluttede sig derfor for at besøge kirken og en af sognepræsterne der.

Som lytter hører man, hvordan Bryggeren Carl Jacobsen donerede sine penge til opførelse af denne kirke, altså ikke de penge, som var tjent på øl, men på sodavand, vel at mærke. Kirken var en gave til folket, og bryggeren og hans kone havde ladet sig inspirere af sydlandske kirker og man fornemmer det straks, når man selv står i kirken, den katolske stemning i kirkerummet med de mange farver og glasmosaikker.

Noget af det, som de to mænd bemærker, idet de træder ind i kirkerummet, er den lidende Kristus på korset. Vi kommer ikke uden om lidelsen i kirken. Og netop følelsen af tomhed og ensomhed, som vi alle sammen kender, og som vi føler trang til at flygte fra gennem adspredelser, den må vi forholde os til i kristendommen og i kirkerummet, hvor Kristus hænger på korset. De to venner, som har søgt kirken for at få repareret lidt på Pouls tomhedsfølelse, får nu at vide, at det ikke handler om at slippe af med den følelse, men om at stå ved den og forholde sig til sin grundangst, angsten for at dø, for det er dybest set det, tomheds- og ensomhedsfornemmelsen udspringer af. Den angst der på dødslejet vil spørge: har jeg udrettet nok?har jeg været noget, og har jeg været nok for nogen? Har jeg forspildt mit liv?

På den måde er den eksistentielle dødsangst et vilkår, vi må forholde os til, og som kan være af det gode, fordi vi i bevidstheden om den kan undgå, som Kirkegaard ville sige, spidsborgerens bevidstløse tilstedeværelse, hvor det kun er overfladen, det handler om. Mens Kristus bragte det helt store offer, for vores skyld, sådan skal vi lide små ofre for hinanden, alt det som også ligger i årets ord: samfundssind. Og deri finder vi en mening, som modsvarer følelsen af tomhed og ensomhed. Når verden og de jordiske riger rystes, så findes et sikkert ståsted, og det er Kristus. Han, som efter otte dage blev omskåret og fik navnet Jesus, der betyder Gud Frelser. For midt i alle de riger, store som små, der rystes, vil Guds ord sige: der er et rige, som ikke rystes. Selve dette er et evangelium. Guds rige, nådens rige, Guds tilgivelse over for os, rystes ikke. Et rige som står urokkeligt i dag og til evig tid. Guds nåde kan ingen menneskelig ondskab eller dumhed eller vantro omstyrte. For riget er urokkeligt.

Men kan det virkeligt være sandt? For hvis vi ser indad, så ved vi jo godt, at vi måske selv har været med til at ryste andres verdener på godt og ondt. Og står det urokkelige rige da stadig for os, skal også vi få adgang til det?

Og ja, evangeliet siger, at synden ikke kan afskaffe nåden!

Da den fortabte søn sad blandt svinene var han stadig Guds. Fortabt og bortbleven, ja, det døde barn, blev han kaldt, men dog stadig barnet.

Guds nåde dør ikke, men vi kan ved vantroens nej gøre Guds nåde død for os. Vi kan afvise Guds nåde og troen på den, sådan at nåden bliver magtesløs. Måske vi afviser Guds nåde, Guds frelse, fordi vi i andre sammenhænge er blevet skuffede. Måske vi er blevet slemt skuffet, måske katastrofalt skuffet, fordi vi tænkte for stort om det ene eller det andet, om den anden, eller os selv. Vi foregøglede os noget, som slet ikke var.

Og en skønne dag, blev det foregøglede rige rystet og var knust for evigt.Men om Guds Rige, kan du aldrig tænke for stort, og du kan aldrig tro for meget om Guds nådes bundløse dyb af barmhjertighed. Mens vi for tiden taler om videnskaben og vaccinen, som det, der skal frelse os fra coronaens død og ødelæggelse, så må vi aldrig glemme, at Frelsen, den kommer fra Gud. Videnskab og vaccine kan afhjælpe rystelser i det små, men frelsen i den helt store rystelse, den finder vi i Kristus, hvis vi tør tro det.

Det fortælles, at i slutningen af sidste århundrede holdt en protestantisk fabrikant søndagsskole i en af Paris’ forstæder. En dag havde han forsøgt at forklare børnene om Guds kærlighed, om det at have fuld tillid til Guds godhed. Han havde forsøgt med forskellige billeder og eksempler kendt fra børnenes verden, men syntes selv, at han var kommet skidt fra det. Så gjorde han noget, han aldrig før havde forsøgt. Han tog op af sin vestlomme sit fornemme guldur, lagde det i sin håndflade og gik hen til den forreste række drenge. Der sad en fem stykker, den ældste, som sad først, var vel 11 år, den yngste 5-6 år. Fabrikanten rakte nu uret frem mod den ældste og sagde: Værsgo’ – det må du have. Drengen så noget forvirret op på manden. Sidekammeraten puffede ham i siden, og forlegent smilende sagde han nej til tilbuddet, underforstået: den går jeg ikke på! Fabrikanten gik videre til den næste dreng, som fik samme tilbud. Nej, ellers tak, sagde drengen, den var han for klog til. Søndagsskolelæreren gik videre til den tredje og fjerde dreng. Samme tilbud, samme resultat. Så endte han ved den lille purk til sidst og sagde så til ham: værsgo’ det må du have. Tøvende tog den lille dreng uret af mandens hånd, idet han spurgte: Må jeg virkelig have det? Ja, det er dit, lød svaret. Er det hans? Råbte de andre drenge i kor. Ja, det er hans, lød svaret. Åh, det skulle De have sagt, indvendte drengene. Ja, men jeg sagde det jo. Nå ja, svarede knægtene, men det troede vi da ikke.

Nej, for gaven var for stor til, at de kunne tro dens virkelighed.

Der findes ingen garantier mod rystelser, men der findes midt i vore rystelser og på trods af dem, et rige som står urokkeligt fast, og som aldrig rystes. Et rige som findes i troen på vor Frelser og Forløser; Jesus Kristus. I troen på Ham findes en fred, som skal følge os og være med os også i året, som kommer. Derfor kan vi vinke farvel til det gamle år og gå ind i det nye med troens opløftende livsmod.

Det står fast.

Godt nyt år.